Made In Denmark

Bliver der overhovedet et Made in Denmark i 2017?

Billede
Foto: Stuart Franklin / Getty Images

(HIMMERLAND) — Successen i Gatten er ikke til at tage fejl af. De seneste to års afvikling af European Tour og Made in Denmark på nordjysk muld har givet genlyd. Ikke kun i Gatten og omegn af Himmerland Golf & Spa Resort. Også European Tour har bemærket afviklingen af og opbakningen til Made in Denmark. Begge elementer har været imponerende.

Uanset hvilke side, du rammer vejene ind til Himmerland Golf & Spa Resort på i de her dage, er du ikke i tvivl om, hvad Made in Denmark betyder heroppe. Logistikken sidder, hvor den skal. Der er rødt og hvidt de fleste steder, og mange af de lokale lægger matrikel, pæle og kampesten til ånd, stemning og udsmykning.

Alligevel er det, dagen før den tre udgave af turneringen skydes i gang, stadig usikkert, om der overhovedet bliver et Made in Denmark i 2017. Og om det bliver i Himmerland.

Lars Larsen, forretningsmanden med hele Jysk-imperiet, der står bag Made in Denmark, havde i foråret en tvist med politikerne i Region Nordjylland om den offentlige støtte til turneringen. Og politikerne i regionen havde en tvist med sig selv om, hvad der var bevilget.

Jysk-bossen var af den opfattelse, at regionen havde bevilget 7,5 millioner kroner hvert år til de første tre turneringer. Lars Larsens fortælling var, hvor meget turneringen i Himmerland gav regionen igen, og han beskyldte politikerne for at lyve og bryde løfter og truede med, at 2016-udgaven af Made in Denmark ville blive den sidste i Gatten og i hele Nordjylland. Lars Larsen lod forstå, at Made in Denmark-brandet ikke nødvendigvis er foreviget med Nordjylland og golfresortet i Himmerland: Der findes andre golfanlæg i riget, som kan lægge fairways og greens til Made in Denmark fremover.

Men efter nogle måneders politisk fnidder, korrespondance frem og tilbage med Vækstforum Nordjylland og live-transmitterede regionsrådsmøder, hvor politikerne for åben skærm stak til hinanden og midt i det hele kaldte på ‘time out’ – og hvor Lars Larsen mødte op og blev nægtet taletid, fordi han kom for sent – endte bevillingen for 2016 på fire millioner kroner. Det blev et politisk kompromis og et meget uskønt punktum.

Nu starter fires dages golf i verdensklasse og en folkefest i voksenstørrelse i Himmerland. Golfstjernerne er allerede landet. I dag spiller flere af dem pro-am med dem, der har foret nok polstret til at kunne være med, og de kommende dage står den blandt andet på Gnags, Rasmus Walter, Mads Langer og Laid Back, når de sidste spiller på runden er færdig på 18. hul.

Arrangørerne håber at kunne overgå de to første års imponerende tilskuertal. Debutten med Made in Denmark i 2014 fik knap 83.000 tilskuere til Gatten. Et tal, der sidste år blev toppet med nogle tusinde. I år er målsætningen at runde 90.000 tilskuere, og en drøm er at nå milen på 100.000.

Made in Denmark har kontrakt med European Tour i tre år. Og denne uges turnering i Gatten er den foreløbig sidste i den aftale. Ifølge Golfavisen.dk ligger Lars Larsen i aktuelle forhandlinger med Region Nordjylland, Aalborg Kommune og ledelsen i European Tour.