Made In Denmark

Kronprinsens driver virkede i dag, men putteren drillede

Billede
Foto: Andrew Redington / Getty Images
Driveren sad godt for kronprins Frederik på første hul, da han i dag spillede banen ved Made in Denmark.

For tredje år i træk mødte kronprins Frederik i dag op og spillede Himmerlands 18 huller i forbindelse med European Tour-turneringen Made in Denmark, der starter i morgen, torsdag.

Og det var en tilfreds kronprins, der kom ind til klubhuset efter at have puttet på sidste hul sammen med Søren Kjeldsen, racerkøreren Tom Kristensen og selvfølgelig Jysk-kongen og Made in Denmark-bagmanden selv, Lars Larsen.

— Mit spil var rimeligt. I betragtning af, at jeg har været tilbage fra Brasilien i 48 timer, så var mine drives rigtig gode. Men jeg må erkende, at puttingen led i dag, sagde kronprinsen efter runden.

Og selv om kronprins Frederik måske stadig har lidt jetlag i kroppen, så prioriterede han altså aktivt at deltage i en af de største sportsbegivenheder på dansk grund.

Hvis De skulle have en medalje i dag for Deres spil – hvilken karat skulle det så være?- Læder!

Opslået af Piitch.dk på 24. august 2016

— Så længe jeg kan se mig selv i øjnene og mit eget golfspil, møder jeg gerne op her. Det er en stor oplevelse og et kæmpe projekt, som er virkeligt imponerende, sagde kronprins Frederik, der kaldte banens stand for ‘fantastisk’.

På det legendariske 16. hul, som er Himmerlands publikumsmagnet, var der allerede i dag til arrangementets indledende pro-am-turnering masser af tilskuere på bakkerne. Og det udfordrede kronprinsen.

— På 16. hul skulle man igen i år lige synke spyttet lidt, fokusere, prøve at lukke ned og lade som om, at man var helt alene på en efterårsdag uden noget publikum på. 

— Vi rammer den jo skævt en gang i mellem. Og alle har jo prøvet at være under det pres, hvor alle øjne hviler på en. Nogle gange går det bedre end andre, men i dag var det min dag, sagde kronprins Frederik, som undervejs løbende fik tips af Danmarks for tiden bedste golfspiller, Søren Kjeldsen.

Med OL i bagagen og en rekordhøst på 15 danske medaljer blev kronprinsen bedt om at vurdere, hvilken karat medalje hans eget spil i dag skulle belønnes med.

— Læder, lød det kort, inden han gik ind i klubhuset.