Made In Denmark

Lars Larsen tager et år mere med Made in Denmark: Jeg er skuffet (video)

Billede
Foto: Andrew Redington / Getty Images
Lars Larsen er skuffet over, at de lokale politikere i Nordjylland ikke vil give mere støtte il hans golfturnering i Himmerland.

(HIMMERLAND) — 2016 bliver ikke sidste år med europæisk topgolf på dansk grund i Himmerland. Ledelsen i Europa Tour og hovedmanden bag Made in Denmark, Jysk-bossen Lars Larsen, offentliggjorde i dag en aftale, der trækker det europæiske golfcirkus og klassespillere til Nordjylland.

Men det bliver ikke for tre yderligere år, som den nuværende aftale lyder på. For Lars Larsen har ikke kunnet forhandle sig frem til økonomisk, offentlig støtte med politikerne i Region Nordjylland og Aalborg Kommune.

Den jyske købmand og golfentusiast er skuffet.

— For det første for 2016, hvor det var en klar aftale, om 7,5 million kroner (i støtte, red.), siger Lars Larsen med henvisning til det politiske rod i foråret, hvor de folkevalgte i Nordjylland pludselig trak en del af støtten væk for år.

På formiddagens pressemøde lagde Lars Larsen ikke skjul på, at andre kommunerne og regioner er konkret interesseret i at få Made in Denmark til netop deres område. Og det kan blive nødvendigt at finde andre samarbejdspartnere, siger han.

— Det er ikke en trussel. Det er en konstatering. Hvis ikke man kan finde økonomien her, må vi finde et andet sted. Danmark er et lille land, så det er muligt, det er nødvendigt, at turneringen flytter rundt til to-tre forskellige steder. Det tror jeg, den kommer til på et tidspunkt.

Uanset, hvor koldt det bliver, er Lars Larsens pengetank så polstret, at den ikke kommer til at fryse. Men Lars Lars er så meget købmand, at han selvfølgelig laver en golfturnering for at tjene penge, selv om han personligt brænder for området i Himmerland og golfsporten. Derfor forventer han offentlige tilskud, fordi hele regionen netto har gavn af at blive hevet frem på landkortet.

— Man kan købe guld for dyrt. Jeg vil da gerne have så mange sponsorer og andre med ind over. Men jeg er blevet kaldt ‘købmand’. Og så kan jeg ikke gå og give det firedobbelte ud af, hvad vi har af indtægt. Den kalkulation hænger simpelthen ikke sammen. Jeg holder det ikke for min egen maves skyld. Sådan er jeg ikke indrettet.

— Dem, der får gavn af det, skal være med til at bakke op om det, siger Lars Larsen.