Made In Denmark

Søren Kjeldsen blev igen båret frem af tilskuerne i Himmerland

Billede
Foto: Andrew Redington / Getty Images
Kjeldsen slår ud med driveren fra tee på hul 13.

(HIMMERLAND) — Det måske største danske forventinger til en topplacering i denne uges European Tour-turnering, Made in Denmark, skal i mange øjnes indfries af Søren Kjeldsen.

Den 41-årige nordjyde rangerer som Danmarks bedste på ranglisterne, og han skuffede da heller ikke ved at gå de første 18 huller i tre under banens par. Det blev til en 68’er med en eagle, tre birdies og desværre to bogeys til sidst.

— Alt i alt har det været en lille smule bedre end i de sidste tre turneringer, jeg har spillet. Specielt på de første 12 huller var jeg godt kørende og fik noget skarphed. De efterfølgende huller er jeg lige ved at tage, og så bliver det en lidt løs afslutning, sagde Søren Kjeldsen efter runden.

— Scoremæssigt kunne det selvfølgelig godt have været bedre. Men de første 16 huller var meget opmuntrende, så jeg tænker mest på det.

Igen fremhæver han tilskuernes fænomenale opbakning rundt på banen som et element, han havde set frem til.

— Det er jo fedt. Nu er det tredje år heroppe. Og jeg er selvfølgelig altid lidt spændt på, om folk stadig kommer ud og synes, det er fedt at være her. Og det virker sådan. Det var en fantastisk opbakning. Jeg føler, jeg blev båret frem igen, lød Søren Kjeldsens ros til tilskuerne.

Kjeldsen: Jeg blev båret frem af tilskuerne

– Jeg føler, jeg blev båret frem igen.Søren Kjeldsen havde store roserne til tilskuerne på åbningsdagen af Made in Denmark.

Opslået af Piitch.dk på 25. august 2016

Trods de to afsluttende bogeys ligger han pænt i feltet på en delt 23. plads, mens en håndfuld spillere er stukket af i toppen af leaderboard. Alligevel er Søren Kjeldsen fortrøstningsfuld i forhold til resten af turneringen.

— Det stresser mig ikke, at der er nogle, der er gået lavt i dag. Golf er fire dage. Og hvis du fører efter 100 meter på en 400-meter, så tror jeg ikke, medierne vil udnævne dig til favorit. Det svære ved golf er jo at spille godt og gøre det fire dage i træk – specielt hvis det kilder lidt i maven, når man ligger godt.