Made In Denmark

Meget ærlig Thorbjørn om ny møgrunde: Det var totalt amatøragtigt

Billede
Foto: Andrew Redington / Getty Images
Der var el-ledninger og en buggy i vejen for Thorbjørn Olesen i dag. Og putteren virkede heller ikke.

Stort set alt var i bogstaveligste forstand i vejen for Thorbjørn Olesen på fredagens runde i Made in Denmark. Putteren svigtede – nøjagtigt som i går – og resten af spillet hang åbenbart heller ikke ordentligt sammen.

— Det var stolpe ud hele vejen. Jeg slår en i venstre, der rammer en buggy, og bliver nødt til at erklære den uspillelig. Hvis ikke der havde stået en buggy, havde jeg slået den på green. Så blev det til en dobbelt (bogey, red.). Og så rammer jeg en el-ledning også og bliver nødt til at droppe den. Så det er op ad bakke, lød det ærligt fra Thorbjørn Olesen efter de 18 huller.

Han var så frustreret over puttingen i går, at han på hul 14 knak putteren – i øvrigt første gang han overhovedet ødelægger noget af sit grej på en golfrunde. Derfor måtte han tage en wedge i brug på rundens sidste fire greens som erstatning for den knækkede putter.

I dag havde han så en låne-putter i bag’en. Men heller ikke det hjalp.

— Det var lige så dårligt og totalt amatøragtigt på de første ni huller. Der er ikke så meget at sige til det. Der skal noget træning til, lød hans egen konklusion.

Thorbjørn Olesen: Det var amatøragtigt på de første ni huller …

Thorbjørn Olesen (Official) ramte både en el-ledning og en buggy i dag på en runde, der nok går i glemmebogen.Læs historie: http://goo.gl/kbFnZk

Opslået af Piitch.dk på 26. august 2016

Thorbjørn Olesen må slutte tredje udgave af Made in Denmark med to runder i hver +4 og i den meget kedelige ende af leaderboard uden at være en del af finalerunderne lørdag og søndag. Nu skal han i værkstedet og have justeret nogle ting.

— Der skal arbejdes på det korte spil. Når man har birdie-chancer, der pludselig bliver til bogeys, så ryger momentum. Og så er det svært at blive ved med at stille sig op og slå gode slag, når man hele tiden får sådan en smidt i hovedet. Vi skal have vendt momentum i mit spil.

— Det kan nærmest ikke gå dårligere, end når man begynder at ramme el-ledninger og buggys rundt omkring, som smider bolden væk. Så der skal vendes lidt rundt på det.

Thorbjørn Olesen pakker nu kufferten. Planen er lidt usikker, men han sigter mod næste uges Omega European Masters og herefter Italian Open i udkanten af Milano.