Tour

Stenson trækker sig fra Barclays med nye knæsmerter: Frygter ikke for Ryder Cup

Billede
Foto: Kevin C. Cox / Getty Images
Henrik Stenson ses her med et wedge-slag på første runde af The Barclays på Bethpage State Park-banen på Long Island i New York.

Det må have givet et chok for Europas Ryder Cup-kaptajn, Darren Clarke, da han i går fik beskeden om, at svenske Henrik Stenson måtte trække sig efter første runde af The Barclays i udkanten af New York, som er første runde i det amerikanske FedEx-slutspil.

Stenson kunne på torsdagens runde mærke en irritation i det højre knæk, som blev meniskopereret i december i USA. Det drillede så meget, at den svenske The Open-vinder og sølvmedaljertager ved OL valgte at trække sig og flyve direkte hjem til Orlando for at blive røntgenfotograferet.

— Jeg håber, at det bare skyldes alle de meget stejle skråninger på Bethpage (hvor The Barclays spilles, red.), siger Henrik Stenson til Svensk Golf.

Den 40 årige svenske golfstjerne skyndte sig at berolige Darren Clarke om, at situationen med knæet ikke er alvorlig, efter at han trukket sig.

— Jeg har liget fået en besked fra Stenson. Og det er heldigvis kun en sikkerhedsforanstaltning (fra Henrik Stenson, red.). Så jeg svarede, at det nok er dagens bedste nyhed, siger Darren Clarke til Sky Sports.

— Jeg tror bare, han er forsigtig. Ryder Cup’en betyder så meget for ham, og jeg tror blot, at han vil sikre, at han kan spille resten af FedEx, men også at han er klar til Ryder Cup.

Og det var faktisk betryggende for Darren Clarke at få at vide.

— Henrik siger, at det ikke er så galt, som jeg måske frygtede. Og forhåbentlig er det helt okay.

Hvis ikke knæet volder yderligere problemer, er det ifølge Svensk Golf Henrik Stensons plan at stille op i Deutsche Bank Championship i Boston allerede i næste uge.