Træning

Kom med helt ind i Kjeldsens tanker: Sådan arbejder hans mentale coach

Billede
Foto:
Søren Kjeldsens mentale coach følger ham stort set overalt. Også på putting green, hvor Arne Nielsson er den, der serverer bolde for ham.

Danmarks bedste golfspiller havde akut brug for hjælp, da regnvejret i går pludselig høvlede ned over Himmerland og Made in Denmark i Nordjylland.

Den skylle, der gav finalefeltet en pludselig og ufrivillig pause på fire lange timer, forstyrrede Søren Kjeldsens fokus så meget, at han ringede til en af sine vigtigste livliner, Arne Nielsson.

— Da det bliver regnvejr og han kommer ind i klubhuset, ringer han og spørger, om jeg kommer ned på driving range, fortæller Arne Nielsson, tidligere OL-sølvvinder og ti-dobbelt verdensmester i kano med flere års erfaring som mentalcoach for både elitesportsfolk og topledere i erhvervslivet og helt tæt Kjeldsen.

Regnen måtte ikke pille spillet fra hinanden

Klokken er omkring 11:30. Europa Tour-ledelsen har lige afbrudt spillet. Søren Kjeldsen har noget med indstillingen, han lige vil have talt igennem. For når regnen på et tidspunkt stopper og spillerne igen skal ud på banen, vil den 41-årige nordjyde ud og ramme stemningsniveauet fra formiddagen igen. Han har gået en super forni, og det momentum vil han ikke slippe.

— Der er nogle, der ikke vil kunne komme ind i stemningen igen på grund af regnvejret og missede fly. Det vidste vi. Så vi brugte meget tid på at tale om, hvad det var, der skabte den (tanken, red.) og så udfordre de ting, refererer Arne Nielsson.

— Så vi sagde: Der er to ugers pause efter turneringen i Himmerland, så nu tager vi lige fat i glæden, den rigtige attitude og tålmodigheden.

— Søren måtte ikke tro, at det skete på første eller andet hul derude, når de kom tilbage til spillet. Men han skulle være tålmodig og få glæden og legen ind i sit spil – eksempelvis ved at smile, bruge publikum og vise glæden, når den var der, fortæller mentalcoachen om de ting, han og Søren Kjeldsen greb fat i og bearbejdede i den fire timer lange regnpause.

Golfspillere tænker de rigtige meget

Søren Kjeldsen er ikke atypisk. Ifølge Arne Nielsson er det nærmest en grundregel, at alle golfspillere tumler med en masse i hovedet både på og udenfor bnane.

— Golfspillere går rundt og har helt vildt mange tanker. Det, det i virkeligheden gælder om, er at finde ud af hvilke tanker, der er hensigtsmæssige. Og er der nogle af tankerne, der ikke er det, som vi kan justere i eller tage dem på en rejse for at ændre dem, lyder det på coachsprog.

Arne Nielsson var hele ugen hos Søren Kjeldsen i Himmerland – på putting green, på driving range og med rundt på banen for hele tiden at observere Søren Kjeldsens spil og adfærd. Og selvfølgelig skrue på det, hvis noget skal optimeres.

‘Jeg er jo legedrengen’

— Lørdag aften legede vi meget med driveren og med hans chipning, hvor vi justerede og fandt nogle ting.

— Søren elsker, når vi finder et eller andet, han kan nørde med. Og det er jo det fede – det at få lov til at udfordre ham, fortæller Arne Nielsson.

— Vi bruger meget leg. I virkeligheden spiller jeg jo bare op til leg og spørger Søren, om han er med på at lege. Så jeg siger, hvad han skal gøre. På driving rangen sagde jeg, at han skulle prøve at slå en millimeter længere tilbage. Og det var helt sindssygt, hvordan det virkede.

Men hvad er dine golffaglige forudsætninger for at kunne justere hans driver?

— Intet. Jeg kigger bare på den. Men jeg er jo legedrengen. Som Søren siger: “Du kommer jo udefra og ser nogle ting, som andre ikke ser, og du stiller nogle sindssygt mærkelige spørgsmål nogle gange. Men det får mig til at tænke”, og så går vi lidt ud af boksen.

Når Søren Kjeldsen bliver lidt flad

Søren giver udtryk for, at de to ugers pause, der kommer nu, er tiltrængt. Kan du mærke på ham, at der er ved at være tømt?

— Vi havde et drømmemål for sæsonen om at komme med til OL. Og vi fik en bonus, da han kvalificerede sig til den amerikanske tour næste år. Alt sammen er sket, og vi har dårligt nået at nyde det, fordi man er på hele tiden. Så man bliver lidt mentalt træt. Og det arbejdede vi lidt på under OL.

Og den træthed meldte sig faktisk på førstedagen i turneringen.

— I torsdags var Søren lidt flad. Det var han også selv overrasket over. Så om fredagen brugte vi meget tid på at løfte anspændingsniveauet og glæden ved spillet. Og den fandt vi faktisk fredag og holdt den pænt lørdag og søndag. Men han var dér, hvor han skulle være. Det var det, vi gerne ville genskabe, da regnen afbrød spillet i dag (søndag, red).

— Det er jo den rejse, der er sjov – det med hele tiden at justere de der småting. For han er så god. Så det er meget små dele, vi skal justere, for at den sidder der.

Det er sundt, når hjernen har fri

Søren Kjeldsen stråler af glæde både på og uden for golfbanen. Lørdag, efter en mellemtilfreds 73’er på scorekortet, fandt han overskud til lige efter runden at signere golfbolde, t-shirts, caps og legetøj for alle de børn, der har ham som ikon.

Og sent lørdag aften lige før midnat lukkede han scenen for de voksne i turneringens festivalområde, efter at Thomas Helmig havde spillet. For han havde lige en kort hilsen til publikum og ville godt bare sig tak.

— Der tager vi jo snakken, for er det fornuftigt at gå over og se Thomas Helmig og så måske få tre kvarters mindre søvn? Ja, det er det. For du får en oplevelse med din kone, som skaber glæde dagen efter. Var det nu gået galt, havde vi jo bare konkluderet, at det dur vi ikke til.

— Men vi prøvede det lidt til OL, hvor vi gik ud og fik oplevelser. Og det skærper spillet, fordi der kommer noget glæde og mest af alt fri fra golf. Søren tænker jo golf døgnet rundt. Så vi har jo brug for at få fri og få ham løsrevet. Når han står backstage bag scenen, så spiller han ikke golf. Så har hjernen fri, og det er sundt, lyder noget af opskriften på af vedligeholde og optimere en topspillers mentale tilstand.

Hvad var det, han ramte?

Søren Kjeldsen har fri nu. Det vil sige: Han skal ikke spille turnering de næste to uger. Det er tiltrængt.

Men det betyder ikke pause fra køllerne og træningsbanen og slet ikke alt det mentale arbejde, der faktisk har været med til at vende karrieren for Kjeldsen.

— Vi skal prøve at analysere, hvordan han ramte anspændingsniveauet så godt i dag (søndag, red.). For det var sindssygt. Det sker så sjældent, at du kan ramme den fra en formiddag til en eftermiddag afbrudt af regn – og at han holder fast i den. Det er virkelig flot gået. Og det er jeg nysgerrig på.

— Jeg har ikke svaret, og det har Søren måske heller ikke. Men dén er vi på jagt efter.

— Vi samler puslebrikker hele tiden. Og det er jo en brik, vi fandt, men vi skal lige have sat navn på den og fundet ud af, hvad der skabte den.

Kunne du li’ historien? Så del den på Facebook, så andre også kan opdage den, få glæde af den og blive inspireret. 😉