Nyheder

Darren Clarke om sine Ryder Cup-valg og fravalg: Mit livs sværeste opkald

Billede
Foto: Andrew Redington / Getty Images
Darren Clarke offentliggjorde og forklarede i dag navnene på de tre wild cards til det europæiske Ryder Cup-hold. Det skete på Wentworth-anlægget i London.

Det har ikke være nogle lette timer og dage for Darren Clarke. Tværtimod. Men nu er beslutningen truffet og offentliggjort for den 48-årige, nordirske Ryder Cup-kaptajn, og flere ugers spekulationer om, hvem han ville vælge – og vælge fra – til sit hold, er forbi.

— De sidste par dage har været nogle af de hårdeste og mest svære i hele min golfkarriere. Men det har været skønt at se holdet tage form, sagde Darren Clarke på et pressemøde på Wentworth-anlægget i London her til eftermiddag, hvor han satte navn på de tre wild cards, der nu fuldender hans hold, som om en måned møder USAs 12 udvalgte på Hazeltine-banen i udkanten af Minneapolis.

Tyske Martin Kaymer, englænderen Lee Westwood og så den kun 24-årige belgiske vinder af Made in Denmark i weekenden, stortalentet Thomas Pieters, slutter sig til de ni spillere, der allerede automatisk havde indløst billet til hovedet via kvalifikationslisterne hen over året.

Martin Kaymer og Lee Westwood gav næsten sig selv for Darren Clarke. Han havde brug for noget bundtræk i Ryder Cup-sammenhænge.

— I Lee Westwood og Martin Kaymer har jeg to tidligere verdensettere, der begge bidrager med en vis mængde erfaring til holdet. Det handler ikke kun om spillet, men også om holdånden og dynamikken omkring det hele, sagde Darren Clarke om den lette del af beslutningen.

Og det kan han have ret i.

To wild cards med 27 års Ryder Cup-erfaring

Den 43-årige englænder debuterede i Ryder Cup-sammenhænge i 1997 og var sammen med Thomas Bjørn og Darren Clarke selv en af i alt fire rookies – et hold, der i øvrigt talte navne som Colin Montgomerie, Bernhard Langer, Ian Woosnam og ikke mindst en vis Nick Faldo. Siden har Lee Westwood spillet alle Ryder Cups for Europa. Og som runner up i Masters på Augusta-banen i april og pænt spil de første runder i U.S. Open på Oakmont i juni er jernene stadig varme.

Martin Kaymer fik sine første Ryder Cup-erfaringer under huden i 2008. Ikke som aktiv. For kvalifikationen og wild card-udvælgelsen glippede. Men holdkaptajnen, Nick Faldo, inviterede den dengang 23-årige tysker med på holdet, så han kunne suge til sig.

Debutten som Ryder Cup-aktiv kom to år efter, og Kaymer, der holede det afgørende, historiske putt til en europæisk sejr på Medinah-banen på amerikansk græs i Chicago i 2012, har været med lige siden. På det seneste har tyskeren vist stabilitet med seks top 10-placeringer – den seneste med en delt sjetteplads i Himmerland.

— Lee og Martin var to indlysende valg, siger Darren Clarke.

Tre-bolden torsdag morgen i Himmerland

Langt sværere har det været med det tredje wild card. Kaptajnen havde til sidst en lille håndfuld på fire navne i spil. To af dem med Ryder Cup i blodet i forvejen blev dog hurtigt sorteret fra.

— Jeg havde et par få, forskellige spillere i mine tanker – selvfølgelig Graeme McDowell og Luke Donald i forhold til deres erfaring fra tidligere. Men de to har de ikke været på toppen med deres eget spil, hvilket jeg er sikker på, de er enige i. Så til sidst endte det i et valg mellem Russel Knox og Thomas Pieters, siger Darren Clarke, der har vejet, målt og sammenlignet de to op mod hinanden den seneste tid.

Og præcis derfor skal vi tilbage til torsdag i sidste uge i Himmerland kl. 8:20 på hul 10, hvor Darren Clarke var parret i bold med Pieters og Andy Sullivan.

— Da vi teede op torsdag morgen, vidste Thomas præcist, hvorfor jeg skulle spille med ham. Før det, var der også nogle andre kandidater i mine tanker. Men Thomas gik og ud spillede en fantastisk med en 62’er i torsdags – en af de mest fine 62’ere, jeg nogensinde har set. Han fik det til at se så let ud. Og han toppede det med at vinde turnering, fortæller Darren Clarke om valget af den 24-årige belgier.

Clarkes sværeste telefonsamtale nogensinde

Dermed kommer han også ind på fravalget af den 31-årige skotte, Russel Knox, der til daglig har fast kort til PGA-touren og derfor sjældent optræder i Europa. For det var reelt Thomas Pieters, der skubbede Russel Knox af pinden til et wild card.

— Jeg placerede de to side om side, og jeg har altid været stor fan af Thomas Pieters, siden jeg så ham på en golfbane. Og måden, han har spillet golf på i de seneste turneringer med en fjerdeplads ved OL og til sidst, hvor han med stil birdiede de tre sidste huller for at vinde turneringen i Danmark, har gjort så stort et indtryk. Og til sidst var det bare umuligt at udelukke ham fra holdet.

Se Thomas Pieters’ tre afsluttende birdies, der sikrede ham Made in Denmark-trofæet og blev belønnet med en Ryder Cup-billet, i videoen herunder:

How to win a golf tournament, starring Thomas Pieters.

Opslået af European Tour på 28. august 2016

Med afgørelsen var det også Darren Clarkes lod som kaptajn at løfte røret og ringe til USA, hvor Russel Knox i weekenden sluttede middelmådigt i den første af fire FedEx Cup-slutspilsturneringer.

— Han har spillet fantastisk over hele kvalifikationsperioden med sejre i WGC (World Golf Championship i Kina i november sidste år, red.) og i Travelers Championship (på PGA-touren for tre uger siden, red.).

— Det har været en ufattelig svær beslutning. Og at tage telefonen og ringe til Russel og overbringe ham beskeden, er måske nok en af de sværeste telefonsamtaler, jeg nogensinde har skullet gennemføre.

Testing testing… is your phone off?

Til gengæld er Darren Clarke nu helt tryg ved valget af Thomas Pieters – også selv om det betyder, at Ryder Cup-erfaringen fra seks af de 12 spillere på holdet alene stammer fra det, de måtte have set på tv.

— Det er da rigtigt, at med Thomas Pieters på holdet er der seks debutanter med. Men jeg har ikke den mindste bekymring for den styrke, holdet har og tager med til USA. Jeg er virkelig stolt af det hold. Vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt for at tage derover og tage trofæet med hjem igen.

— Jeg har været i gamet i mange år, og jeg har set mange spillere komme og gå. Men Thomas Pieters er et talent, der er på vej mod toppen af verden. Han er meget begavet, men han har også humor, forklarer Darren Clarke om nogle af de nuancer, der har spillet ind.

— Inden vi skulle på hér live (til pressekonferencen, red.), skrev han en sms med beskeden ‘testing testing… is your phone off?‘ til stor underholdning for os alle.

Kunne du li’ historien? Så ‘like’ piitch.dk på Facebook og få flere gode nyheder, interviews, videoer og baggrund om golf.