Made In Denmark

Henrik Knudsen efter Himmerland: Udlandet er så imponeret

Billede
Foto: Andrew Redington / Getty Images
Den tyske verdensstjerne Martin Kaymer slår ud på 16. tee ved Himmerland Hill på finaledagen. Tv-kommentator Henrik Knudsen tror, at der være komme flere af hans kaliber til Made in Denmark i fremtiden.

Hvad er det lige, der foregår i Danmark og i Himmerland?

Det spørgsmål blev – igen – stillet ufatteligt mange gange under sidste uges Made in Denmark-turnering for tredje år i træk.

Både spillere, tv-kommentatorer og journalister uden for Danmark forstår stadig ikke helt, hvordan lille Gatten i det nordvestlige hjørne af Danmark kan tiltrække så mange tilskuere og gøre det til så stor en fest.

Det mærker Danmarks mest erfarne golfkommentator, Henrik Knudsen, der som redaktør på Viasat Golf har kommenteret og oplevet det meste på European Tour, PGA Tour’en, de fire majors og Ryder Cup.

Selv han er overrasket over, at det et lykkes at skabe så stor en fest.

—  Jeg er er så imponeret over arrangement, men især over de frivillige, som er med til at skabe den stemning, der er her. De gør den helt store forskel.

— Arrangørerne er meget innovative og bliver ved med at komme med nye tiltag. Det er utroligt, hvad de tør gøre. Men folkefesten skabes hovedsageligt af alle de frivillige og den fantastisk positive stemning, siger Henrik Knudsen, da piitch.dk fanger ham til en reflektion over tredje sæson af Made in Denmark.

Marshalls, ‘blå blazere og blå næser’

Og lige præcis folkefest er ikke altid det indtryk, man får af golfturneringer, når man ser det på tv. Jo ældre og mere prestigefyldt en turnering er, desto mere stiv i betrækket og konservativ kan det virke, og jo mere binder man sig til traditionerne.

— Når man kommer rundt til golfturneringer i verden, ligner marshals ofte sådan nogle små politifolk. Men her er de hjælpsomme og glade mennesker, der hygger sig og bare vil have det godt. Det er jeg altså imponeret over, siger Henrik Knudsen.

Og udlandet har fået øjnene op for Himmerland. Sky Sports skamroste i ugens løb tilskuerne på banen til Made in Denmark, og Europa Tour-ledelsen har fra år ét skelet til den nye, danske turnering.

— De har allerede fra første år tænkt, at det var noget, de hellere måtte holde øje med. Og efter andet år begyndte de andre promotorer (fra Europa-tourens turneringer, red.) at sende scouts herop for at se, hvad det er, de laver i Danmark. For hvad er det, de gør, der er så godt?

— Selv de gamle ‘grå’ mennesker ovre på Wentworth – dem, vi plejer at kalde ‘de blå blazere og blå næser’ – er begyndt at se på, hvad de gør i Danmark og om noget af det kan bruges andre steder, fortæller Henrik Knudsen.

— Der er selvfølgelig nogle ting, der er helt unikke til det her sted, men der er nogle ting, de godt kan lære af andre steder. Og golfturneringer er måske blevet for stive, siger han.

Det gør man altså ikke i en golfturnering

Lars Larsen, ejeren af JYSK-imperiet og bagmand til Made in Denmark, har fra start haft Flemming Astrup som promotor på sin turnering. Og han er kendt som en mand, der ikke lader de vilde ideer ligge i skuffen.

— Når Flemming er kommet med nogle ideer, har jeg nogle gange være lidt skeptisk og sagt, at det gør man altså ikke til en golfturnering. Men de gør og tør, og de er sluppet afsted med det, siger Henrik Knudsen.

Made in Denmark har bygget fundamentet i Himmerland omkring Lars Larsens golfresort i Gatten. Hvert år er der blevet lagt nye sten på og flyttet nogle andre. Tilskuerne har fra dag ét bakket op arrangementet med henholdsvis 82.800, 86.500 og i år 78.800 gennem tælleapparaterne.

Og Henrik Knudsen mener ikke, man skal skrue det hele højere op.

— Nej. Kan vi bare holde på det her. Med 80.000-90.000 tilskuere og sådan en fest, behøver det ikke at blive større. Det er jo kæmpestort i forvejen.

— Men lad os prøve at udvikle det. Jeg tror, der kommer flere topspillere til i de kommende år, fordi rygtet om, at det her er sjovt, det spredes. Og kan Made in Denmark holde sig præmiemæssigt lige over de mindste turneringer, tror jeg, der er flere spillere, der vil vælge det – afhængigt af hvilken termin, man kan få til turneringen, spår Henrik Knudsen.

In the middle of nowhere

Hvis nogen i Nordjylland og omegn stadig er skeptiske omkring golfarrangementet i Gatten, må man ikke tage fejl af den gennemslagskraft, Made in Denmark har givet uden for Danmark, mener Henrik Knudsen. Han er i løbende dialog med sine udenlandske kommentatorkolleger, der stadig ikke helt har regnet formlen og succesen på Made i Denmark ud.

— Du skulle prøve at høre et sammenklip, vi kan lave af de engelske kommentatorer. De er fuldstændig benovet over det, der foregår her.

— Hovedkommentatoren fra world feed (det tv-hovedsignal, European Tour sender ud til resten af verden, red.), som ikke er kommet her de i de to første år, fordi det ‘nok var en lille turnering’, havde skrevet sig op til Made in Denmark i år og ville have turneringen selv. De forstår ikke, hvorfor der kommer så mange tilskuere og hvor kommer de fra? Som de siger: Vi er jo næsten ude in the middle of nowhere, siger Henrik Knudsen.

— Men de er så imponeret,  og de elsker at komme hér.