Nyheder

McIlroy glæder sig til at få Tiger tilbage, men det bliver noget af et cirkus

Billede
Foto: Ross Kinnaird / Getty Images

Det fik hele golfverdenen på stikkerne, da det måske største golfikon gennem tiderne, 40-årige Tiger Woods, i går annoncerede, at han vender tilbage til sporten på konkurrenceniveau i oktober efter mere en 14 måneders skadespause.

En af dem, der ser frem til at få Tiger tilbage, er nordireren Rory McIlroy, som både har savnet Woods som person men også de elementer, han bringer med ind på en golfbane.

— Jeg har vidst i nogen tid, at han ville forsøge at gøre comeback i Napa (i Safeway Open, den første PGA-turneringi 2017-sæsonen, red.). Og han ser ud til at have det bedre, siger Rory McIlroy ifølge Sky Sports forud for BMW Championship, der starter i dag.

— Jeg tror faktisk, han var tæt på at gøre comeback tidligere på sæsonen. Men jeg tror også, han har lært fra de tidligere år, at du er nødt til at give det tid og restituere og være 100 procent klar, før du vender tilbage, siger han.

Rory McIlroy mener, at hele golfsporten kan glæde sig til at få Tiger Woods tilbage.

— Man savner den summen, som han skaber omkring en turnering. Tiger tilfører en aura og en atmosfære, som ingen andre i golfsporten kan. Så det bliver fantastisk at se ham tilbage igen. Men jeg er glad for, at jeg ikke er der i den uge. For det bliver noget af et cirkus, siger nordireren.

Tiger Woods er på de godt 12 måneder, der er gået, siden han sidst deltog i en turnering, dumpet ned som nummer 711 i verden.  Men McIlroy mener, at man skal give Tiger tid og ikke forvente, at et comeback får effekt med det samme. For Tigers langsigtede mål er The Masters i starten af april næste år.

— Det er en proces, og nogle gange er du nødt til at se det i et større perspektiv. Og jeg tror, det er sådan, Tiger har håndteret den skade, han har været igennem. Jeg er sikker på, at han tænker på at spille i Napa, men det langsigtede mål for ham er at bliver klar til Masters næste år.

— Det er der, han gerne vil være.