Nyheder

Historisk fjerdeplads til danske damer ved hold-VM – VM-’sølv’ til Puk Lyng Thomsen

Billede
Foto: Dansk Golf Union

Danmark kan som lilleputnation sagtens matche golfens helt store nationer. Det blev bevist sent lørdag aften dansk tid på amatørsiden, da de danske kvinder sikrede en flot fjerdeplads ved hold-VM i Mexico, Espirito Santo Trophy, mens Puk Lyng Thomsen tog uofficielt VM-sølv individuelt.

Danmarks hold – bestående af Puk Lyng Thomsen fra Frederikshavns Golf KlubK, Marie Lund-Hansen fra Sønderjyllands Golfklub og Malene Krølbøll Hansen fra Hedeland Golfklub – er siden onsdag, hvor VM i Mexico startede, kravlet op gennem feltet fra en 28. plads og kæmpede til sidst med om medaljepladserne og lå på et tidspunkt til bronze.

Men de måtte nøjes med en fjerdeplads – et slag efter Irland og to slags efter Schweiz på andenpladsen med favoritterne fra Sydkorea som suveræn vinder.

— Det har været en fantastisk uge, hvor en langsom start i første runde blev erstattet med fantastisk spil med 36 birdies og en eagle på de sidste tre runder for alle tre spillere. Puk (Lyng Thomsen, red.) viste sin klasse og gik forrest. Holdet har været i centrum, og alle spillere og kaptajn har budt fantastisk ind. Jeg er virkelig stolt af indsatsen, siger damelandstræner Thomas Brønd Poulsen.

Fjerdepladsen i Mexico er en tangering af den hidtil bedste placering for to år siden, hvor spillerne blandt andet hed Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen, der i dag spiller på Ladies European Tour. Og det glæder elitechef i Dansk Golf Union, Claus Mølholm.

— Tilbage i 2010 fik herreholdet en historisk sølv-medalje og Joachim B Hansen vandt den uofficielle titel som individuel verdensmester. Puks flotte individuelle placering og tangeringen af VM-dameresultatet fra 2014, hvor kernespillerne hed Nanna Koerstz Madsen og Emily Kristine Pedersen – spillere vidner om, at vi har flere danske spillere på vej mod verdenstoppen, siger Claus Mølholm, elitechef i Dansk Golf Union.