Nyheder

Ny rapport: Golfsporten lider stadig efter finanskrisen, men blødningen er stoppet

Billede
Foto:

Golfsporten i Europa er stadig langt fra det glansbillede, der tegnede sig op gennem nullerne. Sporten slikker stadig sårene fra finanskrisen, men den gode nyhed er, at blødningen i antallet af medlemmer ser ud til at være stoppet.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport, som konsulentfirmaet KPMG netop har offentliggjort, hvor de har sammenfattet medlemsstatistikker fra 46 europæiske lande fra 2015 og årene op til.

Samlet set var der i Europa sidste år 4.142.661 registrerede golfspillere i de 46 lande, hvilket er en tilbagegang på 0,3 procent i forhold til året før. Samtidig steg antallet af nybyggede golfanlæg med 16 nye baner, så der i 2015 i alt var 7.016 baner spredt rundt omkring i Europa.

Golfsporten oplevede en kæmpe fest, der varede i 25 år, ind til finanskrisen i 2009 slukkede for både varmen og musikken. I årene op til oplevede sporten en årlig vækst i tilgangen af nye medlemmer på gennemsnitligt fem procent, mens antallet af golfbaner steg med tre procent år for år.

Men i 2009 bankede krisen igennem. I de fire efterfølgende år til og med 2013 faldt antallet af registrerede golfspillere i gennemsnit med fire procent om året, og det er det bratte fald, der nu tilsyneladende er bremset op.

Danmarks ømme akilleshæl

Samlet set befinder 85 procent af alle registrerede golfspillere sig i Europa i de 10 lande mest flest spillere – en top 10, Danmark akkurat er med i. For fire procent af  samtlige registrerede golfspillere i Europa bor i Danmark, og det er ikke nogen ringe statistik sammenlignet med landets størrelse.

England tegner sig – ikke overraskende – for den største andel af golfspillere i Europa med Sverige på en tredjeplads.

Også på andelen af golfbaner er Danmark pænt med. Tre procent af samtlige Europas golfbaner ligger i Danmark. Og ikke overraskende topper England også den liste med en baneandel på 28 procent.

Set med danske øjne springer det i rapporten fra KPMG i øjnene, at næsten tre procent af befolkningen er registrerede golfspillere. Det er den fjerde højeste andel i hele rapporten.

Til gengæld ser det alvorligt ud med mængden af juniorspillere i Danmark. For her stikker Danmark kritisk ud: Kun fem procent af de registrerede golfspillere i Danmark er juniorer. Til sammenligning ligger Sverige på 10 procent, Norge på otte procent, Irland på 13 procent og Tyskland på syv procent.

Det er en udvikling, Dansk Golf Union er bekendt med og tidligere har adresseret, og der bliver sat aktivt ind på flere fronter i forhold til rekruttering i den helt unge målgruppe.

Golfen som sport i udvikling

Og golfsporten på europæisk plan er på flere områder vågnet op fra de gyldne år i nullerne, hvor årelange ventelister til de attraktive klubber, tårnhøje priser på spillerettigheder og ‘aktier’ og helt banalt køen til – i nogle klubber – bare at få et bagskab var normen.

Made in Denmark-turneringen i Himmerland er et af de bedste eksempler på, at man forsøger at live golfen som sport og oplevelse op og gøre den betydelig mere bred, folkelig og underholdende.

Samtidig er der sat flere initiativer til i søen, der skal oplyse og udbrede kendskabet til golfen som en sport, der har smidt de fine fornemmelser og i bund og grund er en sund sport og social aktivitet for alle.

Spørgsmålet er, om det er nok. For på sidelinjen oplever golfen også en øget konkurrence fra eksempelvis ekstremsport som marathonløb, cykling og triathlon, der har fået flere til at sætte køllerne i skuret og i stedet investere både tid og penge på landevejene.

Dansk Golf Union (DGU) offentliggør inden længe sin årlige rapport over sundhedstilstanden i dansk golf – en statistik, der sidste år viste en beskeden fremgang i medlemmer. Der var også her, DGU for alvor satte ord og tal på medlemsflugten blandt juniorer. Fra 2014 til 2015 forsvandt netto mere end fire procent af juniormedlemmerne i de danske golfklubber.