Træning

Få mere ud af de kolde måneder: Udnyt vinteren til at booste din selvtillid

Billede
Foto:

Når den første sne er faldet, plejer det at være et tegn på, at det er slut med golfspillet for i år. Efter en forhåbentlig vellykket sæson betyder dette også, at jeg laver den årlige evaluering med mine spillere.

Som mentaltræner bruger jeg den til at booste mine spilleres motivation til at træne vinteren over og til at styrke deres selvtillid.

Her er min opskrift på, hvordan jeg gør med mine spillere. Forhåbentlig kan du lære noget, så du også kan bibeholde motivationen og forbedre din selvtillid, selv om græsset ikke længere er grønt.

1: Find et stykke papir og inddel det i tre lige store felter. De tre felter giver du overskrifterne:

Styrker
Neutral
Svagheder

2: Nu skal du placere de forskellige dele af dit spil i disse tre kategorier, alt efter hvordan du har spillet i år. En måde at gøre det på kan være at gå igennem din bag og simpelthen starte med at placere din driver i en af de tre kategorier. Derefter din 3-kølle og så videre derned af til og med din putter.

3: Nu skulle du gerne sidde med et stykke papir foran dig, hvor du forhåbentlig kan se et mønster. Er det i det korte spil, du har haft din styrke dette år – eller har du været helt forrygende fra tee-stedet, men det har måske knebet med approachslagene fra fairway?

4: Det næste du skal gøre er at lave en prioriteret liste over, hvad der hurtigst kan forbedre din score. Vælg tre ting, som du gerne vil forbedre, og skriv ’1’ ud for den ting, der kan spare dig flest slag, ’2’ ved den ting, der kan spare dig næstflest, og ’3’ ud for den ting, der kan spare dig tredjeflest slag.

Det vil dog ikke altid bare være at pege på de ting, der står under svagheder. Du har måske placeret dine mellemjern i kategorien ’neutral’, men du ved også, at du med ganske få midler faktisk kan få dem til at blive en styrke, så du hurtigt kan spare nogle slag ved at forbedre disse.

Måske har dine teeslag været så dårlige, at de har kostet dig mange strafslag i hver runde. Så skriver du selvfølgelig ’1’ ud for dem, og så videre.

5: Tilbage sidder du nu med en liste over de tre ting, du skal bruge i de kolde vintermåneder til at forbedre. Det skulle gerne virke noget mere overskueligt for dig og forhåbentlig give dig mod på at træne og forbedre dig over vinteren.

Det vil også give dig en chance for at målrette din træning sammen med din lokale PGA-pro, så du nu kan træne kvalitativt i stedet for kvantitativt, hvor man blot dukker op på driving rangen og tæsker en spand bolde ud, bare for at have følingen af, at man holder noget ved lige.

Sidst – men ikke mindst –  giver det dig også de bedste muligheder for rent faktisk at opleve en forbedring hen over vinteren, og er der noget vi mennesker får selvtillid af, så er det, når vi har den følelse af, at vi er blevet bedre til noget.

Prøv det her – og udnyt vinteren til at træne kvalitativt og få boostet din selvtillid. Så er du helt klar når græsset igen er grønt!