Tour

Tiger sætter flyvende start over styr: En vild japaner er stukket af på Bahamas

Billede
Foto: Christian Petersen / Getty Images
Tiger Woods er tydeligvis lettet over at være tilbage på topplan. I går gik han i bold med Jordan Spieth på Bahamas og leverede igen momenter at det drømmegolf, han er kendt for.

Han var oppe at snuse til førerfeltet, men – som i torsdags – formøblede Tiger Woods på lørdagens afgørende huller en ellers flyvende start på tredje runde af Hero World Challenge på Bahamas.

Den 40-årige amerikaner, som ind til for tre dage siden ikke havde spillet turneringsgolf i over 15 måneder, var fire under par allerede efter fem huller, og det lignede en sensationel manifestation af hans comeback. Det blev dog til en samlet 70’er for dagen, hvor især en afsluttende dobbeltbogey ødelagde pynten.

Tiger Woods ligger nu på en 10. plads midt i det 18 mand store felt.

Til gengæld satte en vild japaner de 17 andre til vægs. Hideki Matsuyama tordnede afsted med en eagle, syv birdies og to bogeys til dagens bedste runde, og den 24-årige japaner, der er nummer seks på verdensranglisten, fører nu turneringen med et forspring på syv slag ned til Henrik Stenson og Dustin Johnson på en delt andenpladsen inden finalerunden.

Matsuyama, der blev nummer fem i PGA-tourens sæsonfinale i september, har dermed sin fjerde sejr på blot seks uger inden for rækkevidde. Han vandt Japan Open Golf Championship i efterårsferien, tog ugen videre til CIMB Classic og sikrede andenpladsen for derefter at vinde både WGC-turneringen HSBC Champions i Kina og Mitsui Sumitomo VISA Taiheiyo Masters på hjemmebane i sidste uge.

I hans sidste 17 runder har Hideki Matsuyama kun spillet én runde over 70 slag. Resten har ligget i 60’erne.

Her er et koncentrat af lørdagens runde: