Udstyr

Søren Kjeldsen har tøjsponsoren på plads: Fortsætter med Puma

Billede
Foto: Ross Kinnaird / Getty Images

Der bliver ikke rykket det store i setuppet omkring Danmarks pt bedste golfspiller, Søren Kjeldsen, der lige nu kæmper med at få ordentligt bid sit PGA Tour-medlemsskab.

For et par uger siden forlængede han aftalen med Srixon på udstyrssiden, og her til formiddag offentliggjorden han så en forlængelse af sponsoratet med Puma, der dermed også giver den 41-årige danske verdensmester i to-mands-golf tøj og sko på her i 2017.

— Søren bliver ved med at være en stærk ambassadør for vores brand. Hans unikke stil og overbevisende talent på banen gør ham til en perfekt repræsentant for Pumas golf-brand, og vi er stolte over at forlænge samarbejdet, siger Bob Philion, direktør i Cobra Puma Golf, i forbindelse med sponsoratet.

 

Søren Kjeldsen tog for to uger siden hul på sit eventyr i USA, hvor han sidste år spillede sig til fuldt medlemsskab i 2017 på den amerikanske PGA Tour.

Det er foreløbig blevet til to turneringer – Sony Open på Hawaii og i sidste uge i CareerBuilder Challenge i Californien. I begge turneringer har han dog ikke været komfortabel med sit spil.

I denne uge gælder det så Farmers Insurance Open med blandt andre Tiger Woods, Jason Day og Dustin Johnson.