Træning

Forlæng din golfsæson: Tyvstart træningen indendørs om vinteren

Billede
Foto:

Er du golftypen – som så mange andre – der først støver grejet af i foråret, fordi den danske vinterkulde bare ikke er til at træne og spille golf i, så er der faktisk hjælp at hente i landets mange indendørscentre her i årets mørke måneder.

Uanset om du bare vil tæve vennerne over 18 huller på eksempelvis Emirates Golf Club i simulatoren i varme og tørvejr eller rent faktisk har en ambition om at forbedre dit spil, så du ikke er helt rusten til forårssæsonen, kan det være en ret god ide at få golfkroppen i sving tidligt.

— Hvis man kommer her to gange om ugen i to timer, kan man flytte rigtig mange ting. Og dermed kan man ved sæsonstart slippe for de første to måneder, som man typisk bruger på at få rettet de værste fejl i ens golfslag, siger Rasmus Hjelm, professional golfspiller på Challenge Tour, som i vintermånederne styrer driften af INDOOR Ski & Golf i Rødovre.

— Det kan man komme til livs, allerede inden man kommer på græs. Og på den måde forlænger man faktisk sæsonen med et par måneder og slipper for at bruge de første forårsmåneder inde i køen ved pro-træneren i klubben, siger han.

Mange af landets klubber har indendørsfaciliteter, hvor det både er tørt og varmt, og flere af dem er også udrustet med eksempelvis TrackMan-udstyr, så man virkelig kan gå i dybden og få analyseret golfspil – enten selv eller ved hjælp af en pro.

Ellers er der i mange af de største byer deciderede indendørscentre med golf og andre aktiviteter.