Interviews

Lasse Jensen i Malaysia med boostet selvtillid: – Det er fedt at spille lige op med de bedste

Billede
Foto: David Cannon / Getty Images

Det var ikke kun bankkontoen, der fik en solid bund fra sæsonstart, da Lasse Jensen i søndags erobrede tredjepladsen i Omega Dubai Desert Classic i sin debut i de tre ‘desert swing’-turneringer på European Tour.

Også selvtilliden blev tanket op, efter at den 32-årige nordsjællænder spillede lige op med nogle af verdens bedste i den stærkt besatte Dubai-turnering.

— For det første er det rigtig sjovt at konkurrere mod de bedste i verden. Og det er rart at blive bekræftet i, at ens niveau er opadgående og godt nok til at spille mod verdenstoppen. Det er det stærkeste felt, der har været på touren ret længe, så det giver selvtillid, fortæller Lasse Jensen fra Kuala Lumpur.

2017-sæsonen er den første i karrieren, hvor han spiller med fuldt kort til European Tour, efter at Lasse Jensen oven på et solid andet halvår sidste år endte i top 110 på Race To Dubai-listen er dermed indløste det store kørekort.

— Nu får jeg jo lov til at spille alle turneringerne. Og det kan man jo bare se, hvor meget det betyder, at man har en ordentlig kategori (i forhold til rangeringen, red.) og ikke kun får lov til at spille de små turneringer. Det gør bare en kæmpe forskel.

Vil op i top 50 i verden

I Malaysia vil Lasse Jensen fra i morgen tidlig i Maybank Championship tidlig forsøge at bygge oven på den form, der kastede fire meget stabile runder af sig i Dubai.

Selv om han var ramt af sygdom for tre uger siden i Abu Dhabi, som derfor var en hård turnering at komme igennem, har der været gode elementer i spillet i de seneste uger.

— Jeg havde min træner, Thomas Larsson, med nede i Qatar, hvor vi fik arbejdet med nogle gode, positive ting. Så selv om man misser cuttet, kan der sagtens være nogle gode erfaringer og ting, man kan justere til ugen efter, så man bliver mere klar.

Med tredjepladsen i Dubai fik Lasse Jensen også et gevaldigt løft på verdensranglisten på over 150 pladser, hvor han nu – som nummer 228 – ligger på sin højeste placering nogensinde.

Men ambitionerne stopper ikke her.

— Der er den magiske top 50 i verden, hvor du får alle major-turneringerne og World Golf Championships. Det er jo noget, alle gerne vil være i, og det vil jeg også.