Udstyr

Lucas Bjerregaard eksperimenter med udstyret: Tilbage til det ‘gamle’

Billede
Foto: Richard Heathcote / Getty Images

Med fri leg på udstyrsfronten efter Nikes exit som producent af jern og køller har Lucas Bjerregaard tilsyneladende fundet tilbage til gammel kærlighed.

Den 25-årige nordjyde, der lige nu spiller Maybank Championship i Malaysia, har endnu ikke lavet nogen ny sponsoraftale på indholdet i bag’en, og det har givet ham masser af muligheder for at prøve markedet af.

Det betyder, at stort set alt Nike-grejet er blevet skiftet ud til fordel for Titleist, som han kender ret godt i forvejen.

— Jeg spiller egentlig det, jeg har lyst til. Da jeg skiftede til Nike, blev udstyret jo stort set lavet ud fra det Titleist-udstyr, jeg spillede med før. Og det er stort set det, jeg er gået tilbage til. Så i virkeligheden er der ikke de store ændringer, sagde Lucas Bjerregaard efter fredagens runde i Malaysia i et interview på Viasat Golf.

— Men jeg har eksperimenteret med noget forskelligt. Især på køllerne har jeg prøvet det hele. Og jeg har fundet en 3-wood fra Callaway, som jeg er rigtig glad for. Men Titleist-driveren er stadig den, der virker mest stabil for mig.

— Så jeg er rigtig tilfreds med, hvordan mit setup er lige nu, siger Lucas Bjerregaard om indholdet i bag’en.

Dermed ser hans hardware lige nu sådan ud:

  • Driver: Titleist 917
  • 3-wood: Callaway
  • 5-wood: Nike
  • Jern: Titleist
  • Bold: Titleist

Den hårdtslående dansker ligger i skrivende stund på en delt 19. plads i Maybank Championship, hvor flere spillere mangler af færdiggøre fredagens 18 huller.