Tour

Regel-tyranni koster grædefærdig Lexi Thomson sejren i årets første major

Billede
Foto: Robert Laberge / Getty Images
Lexi Thompson måtte tørre tårerne væk på vej op til 18. green i finalerunden, efter at hun tidligere på runden havde fået tildelt fire slags straf for en forseelse, hun begik om lørdagen i ANA Inspiration.

En fejl på banen lørdag blev søndag udslagsgivende for hvem, der kunne løfte trofæet i kvindernes første major, ANA Inspiration i Californien.

For Lexi Thomson lå i en komfortabel position med en to-slags-forspring midt på de afgørende 18 huller til for anden gang i karrieren at vinde netop dén major, men på hul 12 blev hun stoppet og fik en noget uventet – og sikkert for mange meget tåkrummende – besked fra dommerne.

— Er det her en joke, lød Lexi Thompsons første, spontane reaktion.

Men nej. Det var det ikke.

En tv-seer havde om lørdagen tilfældigvis opdaget, at den 22-årige amerikaner, der vandt turneringen i 2014, på 17. green på den første finaledag ikke genplacerede sin bold korrekt ved boldmærket, efter at Lexi Thompson havde løftet og renset bolden (se videoen nederst).

Det gjorde seeren turneringsledelsen opmærksom på, og efter flere timers votering blev dommerne enige om, at forseelsen skulle straffes efter 20-7c i regelbogen – altså to slag for selve forseelsen plus to slag for at have noteret en forkert score på kortet efterfølgende.

Det var det, Lexi Thompson uden videre fik at vide mellem green på hul 12 og tee-stedet på hul 13 på den afgørende finaledag.

Så fra at have ført turneringen med to slag, var hun midt i spillet med et fingerknips pludselig to slag efter koreaneren So Yeon Ryu.

Men Lexi Thompson fik ved hjælp at sin caddie samlet tankerne, det tabte blev indhentet, og hun fik tvunget den 26-årige koreaner ud i omspil.

Her slog So Yeon Ryu dog til og tog sin anden majorsejr og løftede årets første majortrofæ.

Men weekendens dommervurdering og senere beslutning bliver det, der kommer til at tage overskrifterne fra kvindernes første major i år.

Og beslutningen i weekenden tilføjer endnu et kapitel til golfsportens i forvejen rigide regler og håndhævelsen af dem.