Tour

Nanna Koerstz Madsen giver USA og Symetra Tour’en et ordentligt skud

Billede
Foto: Tristian Jones / Ladies European Tour

Der er igen Dannebrog i feltet, når Symetra Tour’en i USA sætter fra i land med POC MED Golf Classic på den amerikanske vestkyst i Californien fra på fredag og weekenden ud.

Nanna Koerstz Madsen har efter et par ugers træning i Danmark taget turen over Atlanten for at give springbrættet til LPGA et skud mere i jagten på et topresultat, der kan give point og indtjening til det store Symetra Tour-regnskab, der sidst på sæsonen forhåbentlig kan veksles til det store LPGA-kort.

Hun har i de kommende fire uger booket ikke færre en tre turneringer på den amerikanske Symetra Tour – kun afbrudt af Ladies European Tour-turneringen i Marokko i næste uge, hvor hun så efterfølgende flyver direkte tilbage til USA.

Den 22-årige Smørum-profil har allerede en Symetra Tour-turnering i bogen i år fra Florida’s Natural Charity Classic, hvor hun hentede en 12. plads i Florida for fire uger siden.

Nanna Koerstz Madsen lagde i starten af sæsonen ikke skjul på, at hun i år vil give USA og kvalifikationen til LPGA chancen og derfor prioriterer Symetra Tour over Ladies European Tour.

Med andenpladsen i LPGA-turneringen Australian Open i februar tjente hun så meget, at hun resten af året har langt mere frihed til for alvor et plotte Symetra Tour-turneringer ind i kalenderen.

Nanna Koerstz Madsen program:

  • POD MED Golf Classic / 7/4 – 9/4 / Symetra
  • Lalla Meryem Cup / 13/4 – 16/4 / LET
  • Sara Bay Classic / 21/4 – 23/4 / Symetra
  • Symetra Classic / 28/4 – 30/4 / Symetra