Tour

Garcias umulige Masters-triumf: Kjeldsen tabte fuldstændig pusten

Billede
Foto: Harry How / Getty Images

For første gang i karrieren kunne Sergio Garcia i nat dansk tid løfte et major-trofæ.

Den 37-årige spanier slog til i det, der blev et rent europæisk opgør om titlen og den grønne jakke i årets US Masters mod englænderen Justin Rose.

Der var ellers masser af udfordrere til 2017-trofæet i årets første major. Men efterhånden som finalerunden skred frem, gled de nærmeste konkurrenter på Augusta National af.

Til sidst på 18. hul lå Garcia og Rose lige, efter at de begge i førerbolden gik en 69’er (-3) på de ordinære huller.

Derfor skulle den spansk-engelske duel afgøres i omspil, hvor Sergio Garcia dog kun skulle bruge én tur på 18. hul for at sikre sejren, der dermed blev Garcias bedste Masters-resultat siden fjerdepladsen i 2004 i sin i alt 19. start i den måske mest prestigefyldte major af dem alle.

For Søren Kjeldsen blev finaledagen ét stort antiklimaks.

Efter de tre første runder med stabil, næsten fejlfri golf løb den 41-årige nordjyde for alvor ind i ballade. Og der skulle mere end en eagle på 15. hul til at rydde op efter fem bogeys og to dobbeltbogeys.

Kjeldsen gik en 78’er (+6) og røg helt ned til en samlet slutplacering som nummer 36 – ikke det resultat, Danmarks pt bedst spillende golfspiller gik efter, da lørdagens, tredje runde var i hus.

Leaderboard – US Masters