Ryder Cup

Thomas Bjørn udnævner sin første vice-kaptajn til næste års Ryder Cup

Billede
Foto: Andrew Redington / Getty Images

Det har løbet på vandrørene i et døgns tid, og for kort tid siden bekræftede Danmarks Ryder Cup-kaptajn Thomas Bjørn så, at han har udpeget sin første af en række vice-kaptajner, der skal stå ved hans side og hjælpe Europa til sejr i Paris næste år.

46-årige Thomas Bjørn har – som rygterne gik på – valgt svenske Robert Karlsson til rollen.

Robert Karlsson har to gange i karrieren selv optrådt på det europæiske Ryder Cup-hold – første gang på The K Club i Irland i 2006 og to år senere i Kentucky.

— Robert bliver en nøgleperson for mig de næste 16 måneder i samtlige aspekter omkring hele forberedelsen, der også involverer analysearbejdet omkring alle spillerne. Og jeg ved, han vil give mig sin ærlige mening på alt, hvad jeg kommer til at spørge om, siger Thomas Bjørn til Ryder Cup’ens hjemmeside.

Thomas Bjørn og Robert Karlsson, der begge er med i Nordea Masters på Barsebäck-banen i denne uge, har været tætte venner på European Tour gennem de seneste årtier.

Den 47-årige, erfarne svensker har 11 sejre på European Tour på cv’et, siden han for 28 år siden blev professionel.