Nyheder

Emily Pedersen leverer kanonafslutning på LPGA i USA: Overgår sidste uges debut

Billede
Foto: Tristian Jones / Ladies European Tour

Det er pludselig blevet en eminent weekend for dansk golf i USA.

Først erobrede Nanna Koerstz Madsen sejren i Fuccillo Kia Classic of NY på Symetra Tour, og her for kort tid siden sluttede Emily Pedersen med en drømmerunde i LPGA-turneringen ShopRite LPGA Classic i New Jersey.

Det så ellers sort ud fredag aften, da den 21-årige The Scandinavian-spiller kom i klubhuset med en 74’er med lange udsigter til en plads i finalen. Men på anden runde i går vendte hun billedet.

Med tre birdies på de sidste fire huller sneg hun sig akkurat kun med i søndagens finale.

Og herfra gav Emily Pedersen den i dag fuld gas på de sidste 18 huller.

Med seks birdies og kun en enkelt bogey til en samlet 66’er (-5) bragede hun op gemmen feltet fra en 48. plads til det, der i skrivende stund ligner en slutplacering som nummer 18 blandt verdens bedste kvindelige golfspillere.

Dermed vil Emily Pedersen med al sandsynlighed overgår sidste uges 23. plads i LPGA-debutten i LPGA Volvik Championship i Michigan.

Med søndagens resultat følger også en præmiecheck på i omegnen af 16.000 dollars – svarende til cirka 100.000 danske kroner – som vil lune godt i det store regnskab, når sæsonens sidste såkaldte reshuffle bliver foretaget om tre uger efter turneringen i Arkansas.

Her vil Emily Pedersen få en bedre kategori resten af året på LPGA og med foreløbig to finalepladser ud af to mulige også en relativ høj rangering i den nye kategori.

Flere spillere mangler dog stadig at færdigspille søndagens runde i New Jersey. Derfor er det heller ikke afgjort, hvem der løber med titlen.

Slutspillet ligner lige nu et opgør mellem to koreanere og svenske Anna Nordqvist.

Leaderboard – ShopRite LPGA Classic