Tour

Dansk mellemdag i München: Stor stjerneduel venter i weekenden

Billede
Foto: Warren Little / Getty Images

Der var ikke meget rød-hvid opmuntring på andendagen af BMW International Open i München.

For ingen af de fem danskere i feltet kom de 18 huller på Golfclub München Eichenried rundt under banens par, og samlet blev det en dansk mellemdag i det sydlige Tyskland.

Thorbjørn Olesen, der ellers gik ind til fredagen på en delt tredjepladsen, måtte med en 74’er (+2) slippe grebet om førerfeltet, hvor en dobbeltbogey og tre bogeys var med til at sætte en midlertidig bremse i festen.

I stedet starter den 27-årige danske profil weekendens to finalerunder fra en 23. plads.

Jeff Winther fulgte torsdagens fine åbning op med en 72’er i banens par og kommer ind til lørdagen et slag efter Thorbjørn Olesen på en delt 32. plads med Lucas Bjerregaard i gruppen lige efter.

Til gengæld er det slut for både Thomas Bjørn og Lasse Jensen, der allerede efter første runde i går lå skidt i feltet.

BMW International Open føres halvvejs af den unge svensker Joakim Lagergren sammen med franskmanden Joël Stalter. De to ligger i -9 samlet og har en fem-mands-bande med de to stjerner, Henrik Stenson og Sergio Garcia, lige i hælene.

Dermed er der linet op til et brag af en weekend, hvor mange formentlig drømmer om at se en perlebold med Garcia og Stenson allerforrest på søndag.

Leaderboard – BMW International Open