Tour

Fra blød fredag til super lørdag: Nanna Koerstz Madsen tordner frem i USA

Billede
Foto: Symetra Tour

Hvad der i går lignede en mellemuge for Nanna Koerstz Madsen i USA, blev i dag forvandlet til realistiske forhåbninger om endnu et superresultat på Symetra Tour’en.

Den 22-årige Smørum-stjerne var ude i en af de tidlige bolde på anden runde af Island Resort Championship i Michigan og leverede solidt på lørdagens 18 huller.

Det blev til en stærk 67’er (-5) med seks birdies og en enkelt bogey på en runde, der blev afbrudt til sidst i godt to timer på grund af en ordentlig skylle.

Her manglede Nanna Koerstz Madsen kun sit indspil på 18. og sidste hul, da hornet lød. Men dagens arbejde blev gjort færdig med to slag – et wedgeslag og et putt – efter den lange pause til dagens sjette birdie.

Med superrunden tager hun et ordentligt spring op i feltet fra en 60. plads før lørdagens runde til det, der lige nu ligner en fjerdeplads før finalen i morgen.

Nanna Koerstz Madsen har pt tre slag op til den førende kineser Ruixin Liu, men halvdelen af feltet er her lørdag aften dansk tid først ved at tage hul på anden runde.

Hvis den formstærke dansker går hele vejen i morgen og vinder i turneringen i Michigan, vil det være hendes tredje Symetra-sejr i år. Og det vil udløse øjeblikkelig billet til LPGA resten af sæsonen.

Leaderboard – Island Resort Championship