Tour

Så stemplede Nicole Broch Larsen ind i Arkansas: Har fat i topfeltet før finalen

Billede
Foto: Ladies European Tour

Efter hvad man kan betegne som en ’stille’ åbning på første runde i går, meldte Nicole Broch Larsen sig i dag for alvor ind i Walmart NW Arkansas Championship på den amerikanske LPGA.

En fejlfri runde med en eagle og to birdies til en samlet 67’er (-4) sender den 24-årige danske profil et ordentligt ryk op i feltet, hvor hun efter lørdagens anden runde nu indtager en foreløbig 14. plads med beskedne tre slag op til andenpladsen.

I det store billede er det dog koreaneren So Yeon Ryu, nummer tre i verden, der ind til videre tager alle overskrifter i den amerikanske sydstat. Den 26-årige koreaner gik en monsterrunde i ti slag under banens par med ti birdies og otte rene pars på scorekortet.

Det giver So Yeon Ryu et suverænt forspring på ikke mindre end otte slag ned en jagtende gruppe på fem, der deler andenpladsen.

I skrivende stund er det dog kun halvdelen af feltet, der er færdige i klubhuset. Eftermiddagens sene bolde med blandt andre Therese O’Hara tager først nu hul på lørdagens 18 huller.

Leaderboard – Walmart NW Arkansas Championship