Tour

Flad dansk finale i München: Argentiner tog sejren fra Sergio Garcia

Billede
Foto: Warren Little / Getty Images

Der var store navne i spil, da European Tour-turneringen BMW International Open skulle afgøres i dag i München. Men det var reelt kun spanske Sergio Garcia, der spillede med om titlen.

Den 37-årige spanier lagde søndagen ud i førerbold med englænderen Richard Bland, og begge leverede en solid 69’er (-3), der på en normal dag ville være nok til at forsvare positionen øverst på leaderboardet.

Men det lavede en snu argentiner om på.

36-årige Andres Romero spillede drømmegolf og kom i fuld fart bagfra. Med en stærk 65’er, der blev til ved hjælp af syv birdies, tog argentineren sin blot anden European Tour-titel i karrieren – 10 år efter den første.

Også den formstærke englænder, Tommy Fleetwood, der er nummer to i Race to Dubai-regnskabet efter Sergio Garcia, sluttede flyvende af. En 67’er sendte ham op på sjettepladsen.

Set med danske øjne blev det aldrig nogen stor søndag i det sydlige Tyskland.

Thorbjørn Olesen sluttede bedst af med en runde i par og landede på en samlet 34. plads, men Jeff Winther måtte notere en 74’er (+2) til en 44. plads.

For Lucas Bjerregaard blev det en rigtig en søndag til glemmebogen. En 76’er (+4) med blandt andet to dobbeltbogeys sendte ham mere end 30 pladser ned til en slutplacering som nummer 59.

Resultat – BMW International Open