Nyheder

Nanna Koerstz Madsen blæser til angreb i USA: Åbner på tredjepladsen i Michigan

Billede
Foto: Symetra Tour

Der skal ikke mange flere dollars til, før sæsonens store mål er indfriet for Nanna Koerstz Madsen – at sikre stort kort til verdens bedste golfliga, LPGA, i 2018.

Og måske kommer det allerede her i weekenden. For den 22-årige Smørum-profil åbnede sent fredag aften Tullymore Classic på Symetra Tour’en stærkt med en fejlfri 66’er i seks under banens par i Michigan.

Det placerer Nanna Koerstz Madsen på en foreløbig tredjeplads med kun to slag op til den førende, Yu Liu fra Kina, og med et slag op til Lindsey Weaver fra USA på andenpladsen.

Den formstærke dansker, der i denne uge spiller sin femte turnering i træk, har ind til videre to Symetra Tour-sejre i bogen i år og jagter den tredje. En sejr mere vil udløse øjeblikkelig, direkte adgang til LPGA allerede i år samt fuld adgang i hele 2018-sæsonen.

Efter sidste uges femteplads i Island Resport Championship indikerede Nanna Koerstz Madsen, at hun allerede er tæt på at have indtjent nok præmiepenge til, at 2018-sæsonen på LPGA skulle være sikker.

Hun fører pengelisten, den såkaldte Volvik Race For The Card, hvor de 10 øverste på listen efter sæsonen belønnes med LPGA-kort til året efter. Efter sidste uge blev hun derfor tildelt den såkaldte Symetra Swift Award for at føre Symetra Tour’en her halvvejs gennem sæsonen.

Og kan Nanna Koerstz Madsen få endnu et topresultat i bag’en her i weekenden, er de sidste sten ved at være fjernet for, at hun kalde kalde sig LPGA-spiller.

Leaderboard – Tullymore Classic