Tour

Supersøndag sikrer Thorbjørn Olesen tredjeplads i millionturnering i Paris

Billede
Foto: Andrew Redington / Getty Images

Man skal aldrig afskrive Thorbjørn Olesen i en golfturnering, selv om han måske på papiret har mistet pusten. Det blev stjernefeltet i den store Rolex Series-turnering, HNA Open de France, mindet om på de afgørende 18 huller i Paris.

Den 27-årige danske golfprofil var flyvende i dag på Ryder Cup-banen Le Golf National og afleverede med en 65’er (-6) finalefeltets bedste score i klubhuset.

Otte birdies og kun to bogeys var der ikke nogen blandt de førende, der kunne matche, og superrunden sendte Thorbjørn Olesen fra en halvflad 21. plads før søndagen til en samlet delt tredjeplads i sæsonens anden millionturnering i Rolex Series-regi på European Tour.

Tredjepladsen indbringer 322.000 euro – svarende til 2,4 millioner kroner – og lover godt for de kommende uger, der byder på Irish Open i næste uge, Scottish Open ugen efter med årets tredje major, The Open, lige efter.

Lasse Jensen tager fra Frankrig med 31. plads, mens Thomas Bjørn slutter sidst i finalefeltet på en 69. plads.

HNA Open de France endte med en samlet triumf for englænderen Tommy Fleetwood, der med en stærk, afsluttende 66’er (-5) overhalede de førende. Med sejren bygger den 26-årige englænder oven på sjettepladsen fra BMW International Open i sidste uge og fjerdepladsen i U.S. Open i forrige uge til sin tredje European Tour-sejr i karrieren.

Tommy Fleetwood overtager samtidig førstepladsen på Race to Dubai-listen fra spanieren Sergio Garcia.

Resultat – HNA Open de France