Tour

Nanna Koerstz Madsen stormer mod historisk sejr: Suverænt i front i USA før søndagen

Billede
Foto: Symetra Tour

Alle odds peger nu mod endnu en dansk sejr i morgen til Nanna Koerstz Madsen på den amerikanske Symetra Tour efter en lørdag, hvor den 22-årige danske golfkomet satte konkurrenterne på plads i Danielle Downey Classic i delstaten New York.

Nanna Koerstz Madsen startede lørdagen ud i førerbold side om side med amerikaneren Erynne Lee, der vandt sidste uges turnering Indiana og som leverede en kanonrunde i går.

Men efterhånden som dagen skred frem, trak den dobbelte danske Symetra Tour-vinder solidt fra, og med seks birdies og en enkelt bogey til en samlet 67’er (-5) øgede hun afstanden til Erynne Lee til hele fem slag, da de 18 huller var færdigspillet.

Især to eminente birdieputts på henholdsvis ni meter og fire-fem meter på de tre sidste huller var med til at cementere, at danskeren havde en rigtig god lørdag i USA.

Og det er med det solide forspring på fem slag, at Nanna Koerstz Madsen i morgen, søndag, suverænt alene i front for turneringen skal forsøge at spille sig til sin tredje sejr i indeværende sæson, som vil sende hende øjeblikkeligt op på LPGA og samtidig sikre hele 2018 blandt verdens bedste kvindelige golfspillere.

Hun har fem slag ned til Erynne Lee og yderligere to slag ned til fire mand på en delt tredjeplads.

Hvis den stærke Smørum-profil vinder i morgen, vil det samtidig sende et meget klart signal til kaptajnen for det europæiske Solheim Cup-hold om, at Nanna Koerstz Madsen bliver svær at komme udenom, når den svenske holdkaptajn skal sætte navne på sine fire wild cards om to uger.

Og skulle sejren alligevel glippe, vil den 22-årige fremadstormende dansker formentlig sikre sig så stor del af præmiesummen, at hun nu med garanti ender blandt de 10 øverste på pengelisten, der belønnes med LPGA-kort til 2018, når sæsonen er forbi.

Leaderboard – Danielle Downey Classic