Tour

Skuffende dansk lørdag i The Open: Jordan Spieth cruiser mod sin tredje majorsejr

Billede
Foto: Christian Petersen / Getty Images

Der skal gå meget galt, hvis ikke navnet ‘Jordan Spieth’ skal indgraveres i den prestigefyldte The Open-pokal, The Claret Jug, når søndagen er færdigspillet på Royal Birkdale i det nordlige England.

Den 23-årige amerikaner udbyggede lørdag sit forspring i den europæiske majorturnering, da han med en fejlfri 65’er (-5) kom tre slag foran landsmanden Matt Kuchar med yderligere tre slags luft ned til Brooks Koepka og canadieren Austin Connelly, der deler tredjepladsen.

Lørdagen på Royal Birkdale vil også gå i historiebøgerne som dagen, hvor der for første gang i de fire majorturneringers historie blev scoret en 62’er.

Det var sydafrikaneren Branden Grace, der med otte rene birdies sendte sig selv 40 pladser op i feltet til en femteplads, men som ikke mindst slettede i alt 31 runder med 63’ere gennem tiderne som den hidtil bedste score i både Masters, U.S. Open, The Open og PGA Championship.

Samtidig blev det også dagen, hvor verdensetteren Dustin Johnson stemplede ind i turneringen.

Den 33-årige langtslående amerikaner udnyttede lørdagens solskin og noget mildere vind til et pumpe sig op af leaderboardet. Efter en 64’er (-6) i bogen ligger han nu på turneringens syvendeplads før finalen.

Til gengæld meldte begge danskere sig ud af det hele.

For Thorbjørn Olesen blev det en dag op ad bakke. Især efter en triple bogey på banens ottende hul mistede han modet og måtte notere en 74’er (+4) og gled ned blandt finalefeltet sidste.

For Søren Kjeldsen var det i bund og grund putteren, der var årsagen til en 72’er (+2) og en placering før søndagen som nummer 52.

Hvis Jordan Spieth løber med søndagens sejr, vil det være hans tredje majortrofæ i karrieren. Og det vil være første gang, han løfter pokalen i The Open.

Leaderboard – The Open