Tour

Godt dansk afsæt i Sverige: Poke, Ovesen og Haastrup ligger lunt før weekenden

Billede
Foto: Mark Runnacles / Getty Images

Med god udsigt til toppen er mulighederne gode for både Benjamin Poke, Mark Haastrup og Martin Ovesen før weekendens to finalerunder i Swedish Challenge sydvest for Stockholm.

Alle tre kom lovende gennem fredagens anden runde og avancerede i det samlede klassement.

Benjamin Poke landede – præcis som i går – en 69’er (-3) og indtager en delt 10. plads og har de to andre danskere et slag efter sig. Martin Ovesen skød også en 69’er til et spring på 23 pladser i feltet, mens Mark Haastrup med en 70’er hoppede seks pladser frem.

De tre får også Mads Søgaard med videre lørdag morgen i Sverige. Endnu en 71’er (-1) var nok til akkurat at kravle med op over cuttet for den 24-årige Ikast-profil.

Til gengæld er det slut for Oliver Suhr, Niklas Nørgaard Møller, Joachim B. Hansen, Morten Ørum Madsen og Rasmus Hjelm i det svenske stop på Challenge Tour’en.

Leaderboard – Swedish Challenge