Nyheder

Stærk franskmand kan genvinde Porsche-titel i Hamborg: Jagter englænder i front

Billede
Foto: Tony Marshall / Getty Images

Absolut intet er afgjort, når Porsche European Open skal afgøres i morgen i Hamborg. Efter lørdagens tredje runde er otte spillere inden for tre slag fra den førende englænder, Jordan Smith.

Og blandt bejlerne til titlen er den 26-årige franskmand, Alexander Levy, der vandt turneringen sidste år. Levy kom lørdagen rundt i en 69’er (-3) og deler andenpladsen med svenske Jens Fahrbring.

De to jagter den førende englænder, som med en fejlfri 67’er (-5) spillede sig alene på førstepladsen med to slag ned til den svensk-franske duo.

Set med danske øjne kunne det godt have været en bedre lørdag på Green Eagle Golf Courses. Thorbjørn Olesen måtte nøjes med en runde i par og tager hul på de 18 finalehuller på en delt 21. plads.

Også Thomas Bjørn fik lørdag en runde i par til en samlet 51. plads.

Begge danskere slår ud på søndagens finalerunde kl. 8:00 – Thorbjørn Olesen fra hul 1 og Thomas Bjørn fra hul 10.

Leaderboard – Porsche European Open