Tour

Dansk trængsel i toppen om Made in Denmark-pladser: Pingel i front på Skjoldenæsholm

Billede
Foto: ECCO Tour

Der er nogen ekstra på spil i den her uge på Ecco Tour’en, hvor de største danske talenter kan spille sig direkte i Made in Denmark og fire dage på Himmerland Hill sammen med stjerner på European Tour som Thomas Pieters, Martin Kaymer og selvfølgelig hele det danske slæng med blandt andre Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen.

I alt 165 spillere var til start fra morgenstunden i Made in Denmark Qualifier by Egekilde i Skjoldenæsholm.

Og det er med en stærkt spillede Jacob Pingel Lauridsen, at den særlige kvalifikationsturnering er kommet i gang. Den 26-årige langtslående Smørum-profil brændte især de sidste ni huller af på Trend Jones Jr-banen.

Jacob Pingel Lauridsen kom i klubhuset med en strålende 66’er (-6). Han vendte halvvejs på runden i par og fik med fire birdies og en eagle på bagni forvandlet åbningsdagen til en drømmerunde.

Det placerer ham alene på førstepladsen et slag foran Philip Juel-Berg og svenske Åke Nilsson.

Den bedste placerede dansker i Nordic Golf League-regnskabet, Victor Østerby, er også godt med. Han deler fjerdepladsen i -4 samlet sammen med blandt andre Simon Gundorph og Mads Vibe-Hastrup.

Leaderboard – Made in Denmark Qualifier by Egekilde