Tour

Suveræn start af Thorbjørn Olesen i USA: Fører årets sidste major

Billede
Foto: Ross Kinnaird / Getty Images

Thorbjørn Olesen fik i dag en suveræn start på årets sidste major, PGA Championship i North Carolina.

Den 27-årige dansker var ude i en af formiddagens bolde lokal tid og kom i klubhuset med dagens hidtil bedste score – en solid 67’er i fire slag under banens par. Det placerer ham på alene på en foreløbig førsteplads – et slag foran fem andre, der deler andenpladsen.

Thorbjørn Olesen havde tilsyneladende godt styr på den svære bane og de hurtige greens på Quail Hollow Club og samlede seks birdies og to bogeys op undervejs.

I skrivende stund er eftermiddagens sene bolde i USA i gang med første runde, men kun 20 spillere ligger lige nu i under banens par.

Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn er blandt dem, der lige nu er i aktion. Kjeldsen ligger knap halvvejs på runden i +1 for dagen, mens Thomas Bjørn efter ni huller ligger i +4.

Jordan Spieth, som rigtig mange holder øje med i denne uge, fordi han med en sejr kan blive den yngste vinder af alle golfsportens fire majorturneringer, ligger efter de første 18 huller på en delt 42. plads i et slag over banens par.

Før sæsonen gav Thorbjørn Olesen udtryk for, at et af årets helt store mål var en majorsejr. Og noget tyder altså på, at han er ved at bringe sig i spil til at indfri det mål. Skulle det ske, vil det være første gang i golfhistorien, at en dansker vinder en af de fire majors.

Leaderboard – PGA Championship