Tour

Gysersøndag venter Søren Kjeldsen i USA: I spil til sejren i Wyndham Championship

Billede
Foto: Ross Kinnaird / Getty Images

Det er reelt efterårets kalender, der er på spil, når Søren Kjeldsen i aften dansk tid slår ud på de afgørende 18 huller i Wyndham Championship i North Carolina, USA.

Danmarks 42-årige nordjyde kan – hvis han virkelig rammer den senere i dag – reelt spille sig til en plads i FedExCup’en, der er slutspillet på den amerikanske PGA Tour.

På lørdagens 18 huller leverede Kjeldsen endnu en omgang solid golf, der især på de sidste ni huller sendte ham en tand længere op i tabellen. En 66’er (-4) med syv birdies, en bogey og en dobbeltbogey – med fem birdies på bagni – placerer ham på en delt niendeplads før søndagens finale.

Før Wyndham Championship lå Søren Kjeldsen på en 154. plads på FedExCup-listen, hvor kun de 125 øverste i første omgang går videre til næste uges turnering, The Northern Trust, som er den første af i alt fire slutspilsturneringer i USA.

Men da han i næste uge har prioriteret sin startplads i Made in Denmark i Himmerland, kan han først komme ind i Dell Technologies Championship ugen efter. Her er det kun de 100 bedste på FedExCup-listen, der kommer med med.

Det kræver en supersøndag for Søren Kjeldsen. For en andenplads alene i Wyndham Championship vil give ham 300 FedExCup-point og sende ham op som nummer 85 på listen. Og det kan være nok til top 100, når resten af feltet spiller The Northern Trust, mens Kjeldsen folder sig ud foran sit hjemmepublikum i Nordjylland.

Før finalen har Søren Kjeldsen fire slag op til den førende svensker, Henrik Stenson, mens de tre amerikanere Kevin Na, Webb Simpson og Ollie Schniederjans deler andenpladsen et slag efter.

Og helt generelt er der mange i førerfeltet i søndagens finale, der spiller for en plads i FedExCup-slutspillet, der begynder i næste uge.

Hvis ikke den 42-årige danske golfstjerne klarer skærene og leverer en andenplads eller en sejr, fortsætter han efter Made in Denmark resten af efteråret på European Tour i Race to Dubai-slutspillet.

Leaderboard – Wyndham Championship