Made In Denmark

Lovende dansk start på Made in Denmark i Himmerland: Fem mand med i tæt førerfelt

Billede
Foto: Warren Little / Getty Images

Danmarks bedste golfspillere leverede varen på førstedagen af dette års Made in Denmark, hvor en hel håndfuld ligger særdeles lunt efter torsdagens 18 huller i Himmerland.

Og selv om vejret skiftede fra noget, der kunne blive til en god sommerdag, til regulært efterårsvejr med regn, kulde og blæst, var der alligevel mødt golffans op i tusindtal op for at sætte strøm til Danmarks største golffest og ikke mindst hylde 500-turneringsjubilaren Thomas Bjørn.

Rent golfmæssigt lagde Lucas Bjerregaard og Joachim B. Hansen på papiret bedst ud. Begge var ude i formiddagens bolde, hvor vinden var okay rolig, og blev noteret for hver en 66’er (-5) til en foreløbig delt syvendeplads.

— Jeg har ikke tidligere haft den store succes i Made in Denmark, så at komme ud og skyde sådan en runde af er fedt, sagde Lucas Bjerregaard efter runden (se spillerinterviews nederst i artiklen).

Også Thorbjørn Olesen, Lasse Jensen og Mads Søgaard er godt med. Trioen landede hver en 67’er (-4) til en delt 17. plads med kun tre slag op til de førende. Især Thorbjørn Olesen og Lasse Jensen blev udfordret i eftermiddagens bolde, hvor der bliver skruet en tand op for både vinden og kulden.

Samtidig bøvlede de to med alt for meget ventetid på hvert teested, og det gjorde heller ikke de sidste ni huller til en speciel opmuntrende oplevelse.

— Jeg er godt tilfreds med fire under par, og jeg synes, jeg spillede rigtig godt hele vejen. Ud over de to bogeys til sidst gav jeg mig selv en masse chancer, lød det fra Thorbjørn Olesen, der dog var utilfreds med den ventetid, der var ved hvert hul.

Thomas Bjørn gik ikke på banen i dag for at levere en superrunde. Al fokus for Danmarks 46-årige Ryder Cup-kaptajn var rettet mod den hyldest, han skulle modtage på hjemmebane efter 500 turneringer på European Tour.

Scoremæssigt blev det til en 73’er (+2) og en placeringer i den nederste halvdel af feltet. Men det var egentlig lige meget.

— Det har været en fantastisk dag. Jeg vil ikke huske den her dag for andet end de ting, der skete på 10. og 16. hul, sagde en tydeligt bevæget Thomas Bjørn efter markeringen af sit jubilæum.

— Det er rart, at man har været med til at berøre så mange mennesker i det her land og at der er så mange mennesker, der har lyst til at komme ud og gøre det til en speciel dag for mig. Det er noget, jeg aldrig vil glemme.

Leaderboard – Made in Denmark