Made In Denmark

Thorbjørn hænger på i toppen i Himmerland: – Der venter en god runde for mig

Billede
Foto: Warren Little / Getty Images

Vinden var den største ubekendte, at European Tour-feltet her til morgen tog hul på andendagen af Made in Denmark i Himmerland.

Meteorologerne havde varslet godt bid i blæsten, og det gjorde banen til én, man ikke lige nødvendig bare lige går ud og score lavt på.

Sådan var det også for Thorbjørn Olesen, der var ude i en af de tidlige morgenbolde og kom i klubhuset med en runde i par med fire birdies og fire bogeys på kortet.

— Jeg var rolig og spillede godt og var derfor ikke så meget under stress. Men det var svære betingelser og blæste utroligt meget. Og på nogle enkelte huller læste jeg vinden lidt forkert, som kostede et par bogeys på grund af forkerte jernvalg. Men helt generelt spillede jeg rigtig godt og slog ikke nogle dårlige slag, sagde Thorbjørn Olesen efter runden.

Den 27-årige London-bosatte dansker havde en hel følgeskare af danske golffans med rundt på alle 18 huller. Og dem kommer der med garanti flere af i weekenden, hvor han vil være en del af toppen, når finalefeltet slår ud.

Og Thorbjørn Olesen vurderer da også selv, at der formentlig er noget godt på vej.

— Jeg synes, der ligger en lav runde for mig og venter, når jeg pludselig får hul på bylden. Det var tæt på i går, men det skete ikke helt. Men jeg synes, jeg er tæt på at kunne gå ud og skyde noget rigtig lavt.

Også Lasse Jensen er færdig med anden runde. Det blev til en stærk 69’er (-2) og en foreløbig delt andenplads, mens Thorbjørn Olesen er to slag længere bagud på en 14. plads.

Leaderboard – Made in Denmark