Tour

Martin Ovesen tager meget med fra Himmerland: – Jeg burde spille i top 25

Billede
Foto: Mark Runnacles / Getty Images

Forventningerne blev indfriet, men efter fire dages golf med Europas bedste i Made in Denmark har Danmarks 25-årige Challenge Tour-profil, Martin Ovesen, fået blod på tanden efter mere.

— Jeg fik, hvad jeg kom efter. Jeg klarede et cut og fik fire runder i en fantastisk atmosfære, lød det fra Martin Ovesen, da han med en afsluttende birdie foran publikum på hul 18 i Himmerland sikrede sig en afsluttende runde i par og en slutplacering som nummer 64 i finalefeltet.

Koldingenseren giver den i år fuld skrue på Challenge Tour’en med målet om at tage skridtet fuldt ud til European Tour næste år. Og der har en uge i Made in Denmark givet ham værdifuld information.

— Jeg har helt klart lært til noget i forhold til det lange spil, der bliver spillet på European Tour frem for Challenge-tour’en. De er meget mere stabile fra tees og rammer langt flere fairways. De slår ikke lige det éne dårlige slag eller halvdårlige chip, fortæller Martin Ovesen.

— Så hvis jeg kan få vendt de marginaler – et til halvandet slag per runde – så havde jeg måske ligget i top 25 i stedet for omkring top 60. Det tager jeg helt klar med mig.

— Og har jeg også bare lært, at jeg ikke er så langt væk. Hvis jeg heroppe i den her uge havde spillet det golf, jeg har gjort de sidste to måneder (på Challenge-touren, red.), så havde jeg spillet i top 20. Uden tvivl, siger Martin Ovesen.

Samtidig har han i Himmerland fået en ny putter i bag’en fra Callaway, som skal give bonus i de kommende måneder, hvor han kæmper for at kravle op i top 45 på Challenge-tourens pengeliste, som giver adgang til efterårets store turneringer.