Made In Denmark

Thomas Bjørn efter sit jubilæum i Himmerland: – En af mine bedste uger på European Tour

Billede
Foto: Warren Little / Getty Images

Han kom ikke til Himmerland for at give publikum sin bedste golfoplevelse. Det var ikke i fokus.

46-årige Thomas Bjørn vidste før Made in Denmark, at den her uge ville handle om Danmarks Ryder Cup-kaptajn som jubilar med 500 European Tour-turneringer i bogen – og ikke om han ville blive nummer fem eller 65 efter 72 hullers golf søndag eftermiddag.

— Det er en uge, man vil komme til at huske resten af sine dage med alt det, der er foregået. Golfen stod lidt i baggrunden, og det  er også sådan, det skal være, sagde Thomas Bjørn med en lettet ‘puha, nu er det overstået’-attitude efter søndagens finalerunde.

Flere gange siden pro-am-turneringen i onsdags er Danmarks 15-dobbelte European Tour-vinder blevet hyldet: På Himmerland Hill i torsdags, på tv, med stor lagkage i klubhuset, på bannere og på kasketter. Ja, over det hele.

Og helt generelt roser Thomas Bjørn afviklingen af Made in Denmark, der for fjerde år i træk – og foreløbig sidste – er bliver spillet i Gatten i Nordjylland.

— Det har været en helt utrolig oplevelse her i Himmerland igen – i år lidt mere end de andre år, måske. Men som helhed er turneringen helt fantastisk fra fans til frivillige, spillernes attitude og turneringen. Alt kører. Det er som en fodbolddommer. Når de gør et godt stykke arbejde, får de ikke så meget credit. Det er mest, når det ikke kører, at man ser på dem. Og det her har været som en en fodbold

For ham personligt hiver han stikket med en uges tiltrængt ferie, hvor han vil se tilbage på 2017-udgaven af Made in Denmark som et minde, der altid vil være der.

— Jeg tager for – hvis ikke den bedste – så en af de bedste uger, jeg har haft på Europa-touren, siger Thomas Bjørn.