Nyheder

29 danskere møder tourskolens første mur på vejen mod European Tour

Billede
Foto: Jan Kruger / Getty Images
Jeff Winther, der her ses på tourskolens final stage sidste år, var eneste dansker gennem nåleøjet sidste efterår til European Tour i 2017.

Det bliver den lange vej med tre faser gennem tourskolen, hvis drømmen om European Tour i 2018 skal indfries for 29 af de bedste danske golfaspiranter (se listen nederst i artiklen).

De danske profiler tørner alle ud i første fase, der er spredt ud over i alt otte turneringer i september og starten af oktober på forskellige baner i Europa og som helst skal kulminere i tredje og sidste fase, final stage i Spanien, hvor de omkring 30 bedste belønnes med billet til det forjættede land.

Tourskolen er et både fysisk og især psykisk benhårdt udskilningsløb, der i sidste ende definerer kandidaternes karriere i den efterfølgende sæson. Kun få ender på øverste hylde og får chancen i en spinkel kategori på European Tour for at slå ud med nogle af verdens bedste golfspillere.

Det lykkedes sidste efterår for Jeff Winther som den eneste dansker på final stage.

For dem, der starter på first stage om to uger, kræver det 14 runder god golf over i alt 252 huller i tre skarpe turneringer frem til midten af november, hvor der reelt ikke er plads til at misse ret mange slag. Det er vilkårene.

Det er et udmagrende ræs, hvor de fleste må tilbage på ‘third level’-niveau – i Danmark på Ecco Tour’en. Få rykker et trin op til Challenge Tour’en, mens de færreste kommer hele vejen gennem nåleøjet til European Tour.

Men det er også et ræs, hvor dem, der ikke slog igennem på Challenge Tour’en og European Tour i år, får en ny chance og reelt set kan bringe sig i spil igen.

Set med danske øjne bliver den første turnering i tyske Fleensensee syd for Rostock midt i september i første omgang den mest interessante. Her er halvdelen af de rød-hvide profiler på tourskolens første fase til start, mens Mads Søgaard lukker first stage i Abingdon i England i første weekend i oktober.

I second stage og final stage senere i oktober og november får dem, der går videre fra first stage, selskab af spillerne fra Challenge Tour’en og European Tour.

Sådan spiler de 29 danskere i first stage

Martin AmtkjærFleesensee12-15 sept
Christian BæchFleesensee12-15 sept
Mathias GladbjergFleesensee12-15 sept
Simon GundorphFleesensee12-15 sept
Nikolai HøghFleesensee12-15 sept
Philip Juel-BergFleesensee12-15 sept
Jakob KollerupFleesensee12-15 sept
Nicolai KristensenFleesensee12-15 sept
Jacob Pingel LauridsenFleesensee12-15 sept
Daniel LøkkeFleesensee12-15 sept
Niklas Nørgaard MøllerFleesensee12-15 sept
Oliver Percy-SmithFleesensee12-15 sept
Oliver SuhrFleesensee12-15 sept
Joachim SzötsFleesensee12-15 sept
Nicolai TinningFleesensee12-15 sept
Rasmus HjelmKelso12-15 sept
Keen BernbergEbreichsdorf19-22 sept
Christian GløetEbreichsdorf19-22 sept
Marcus HelligkildeEbreichsdorf19-22 sept
Mikkel Høyer HjortEbreichsdorf19-22 sept
Peter Launer BækEbreichsdorf19-22 sept
Nicolaj Norman HansenEbreichsdorf19-22 sept
Kasper sørensenEbreichsdorf19-22 sept
Frederik DreierHardelot26-29 sept
Victor ØsterbyHardelot26-29 sept
Patrick WintherHardelot26-29 sept
Mads Vibe-HastrupRibagolfe26-29 sept
Martin SimonsenRibagolfe26-29 sept
Mads SøgaardAbingdon3-6 okt